BEHANDLING OG OPBEVARING AF PELS
Produkter fremstillet af minkpels er et naturmateriale og kan, hvis du passer godt på dem, holde i rigtig mange år og stadig forblive smukke og glansfulde.
Pelsjakker anbefaler vi derfor, at du henover sommermånederne får opbevaret hos fagfolk, der tilbyder sommeropbevaring af pelse. Her vil din pels blive opbevaret helt optimalt i forhold til temperatur, luftfugtighed og lys. Lader du din pels hænge for varmt og tørt, risikerer du, at den taber hårene og skindet udtørrer, eller hvis den hænger for fugtigt, at tråd eller syninger bliver møre.
Et produkt fremstillet af minkpels må aldrig vaskes, men skal ved behov renses og imprægneres hos et renseri, der tilbyder rensning specielt af pelse- gerne en gang årligt. Mange renserier samarbejder med sådanne.
Andre gode råd og tips til pelsjakker og pelsprodukter, der vil hjælpe dig til at beskytte din minkpels og forlænge dens levetid:
- Bliver din pels våd, ryst den og hæng den til tørre i et godt ventileret, ikke for varmt rum eller i nærheden af direkte varmekilder
- Hæng din pels på en bredskuldret bøjle, aldrig på en tynd stålbøjle
- Opbevar den væk fra lys og varme
- Undlad at vaske, stryge, børste eller dry clean din pels
- Undgå at sprøjte parfume eller hårspray direkte på din pels
- Hæng eller opbevar aldrig dit pelsprodukt i en plasticpose
Rigtig god fornøjelse med din minkpels, vi håber, du får glæde af den i rigtig mange år fremover